Jeg deltog i de første år i småstævner og trænede sammen med klubben. Jeg blev med det samme vildt begejstret over sammenholdet og kammeratskabet i klubben. 

Der er en fantastisk klubånd, hvor der er plads til alle – uanset mål og niveau. Det er en af de ting som gør Trinord til den bedste klub. Der er for mig opstået venskaber, som nu er blevet en del af min private vennekreds. Det er venskaber som jeg sætter meget pris på, også fordi det er venner og veninder, som deler samme passion som  mig selv og dermed har forståelse for nørderiet. 

 

Min rejse i sporten

I 2016 deltog jeg i min første 70.3 Ironman i Helsingør. 

En distance som jeg følte lidt æresfrygt omkring. Jeg havde på det tidspunkt aldrig cyklet 90 km. Stemningen i Helsingørs gader og på Kulturhavnen bar mig igennem, samt vores Trinord-telt, som er fuld af vores uundværlige heppere; fantastiske klubkammerater, venner og pårørende, som altid er repræsenteret til stævner – med det legendariske Trinord kagebord. 

 

Der bliver ofte arrangeret fællesskaber med træning på kryds og tværs, ud over den planlagte træning i klubregi. Det er en kæmpe motivationsfaktor for mig, at der ”altid” er nogen at ”lege” med.  

 

I 2017 besluttede jeg mig for at køre den hele Ironman i København. Jeg allierede mig med en personlig træner, som lavede træningsprogrammer til mig. Jeg var forbavset over hvor meget kroppen er i stand til, som man ikke tror muligt. Ofte er det hovedet/psyken der er ens værste fjende! 

Træningen gik super godt frem til foråret. Jeg fik problemer med smerter i fødderne under løb, hvilket viser sig at være nedsunken forfod. 

Jeg valgte alligevel at stille op til 70.3 i Helsingør juni 2017. Svømmeturen gik rigtig godt, ligeledes cykelturen. Efter 5 km løb fik jeg, ikke overraskende, store smerter i begge fødder. Smerter der bevirkede at jeg flere gange måtte stoppe op og gå nogle minutter. 

Efter 10 km var smerterne en stikkende og brændende fornemmelse og jeg overvejede et kort øjeblik at springe fra. Men så fik jeg den genialt ide at smide skoene og løbe de resterende 11 km på strømpefødder.  SÅ DET GJORDE JEG!!

 

Jeg fik på de sidste 5 km følgeskab af min skønne klubkammerat Charlotte, og vi pacede hinanden, når det blev lidt hårdt. Den fedeste følelse var da vi sammen løb over målstregen, med smil så store som Rundetårn ☺ Det var en kæmpe forløsning, fordi vi begge led lidt under løbet. 

Det er en oplevelse jeg ALDRIG vil glemme.

 

Desværre måtte jeg indse at smerterne i mine fødder ikke kunne afhjælpes, trods behandlinger samt div. såler/indlæg, så jeg måtte træffe den tunge beslutning at springe fra den hele Ironman. Jeg græd mange tårer over den beslutning, også fordi der er lagt MANGE timers træning for at nå målet.  

Efter 6 mdr. løbepause er jeg nu i gang igen, og håber at den hele distance kan blive en realitet på et tidspunkt… måske om et par år.